Print Page | Close Window

Kamfilter effekt på 3" fuldtone enhed

Printed From: SpeakerBuilder
Category: Selvbyg af højttaler
Forum Name: Forberedelser og spørgsmål
Forum Discription: Her kan du diskutere forberedende emner samt stille spørgsmål af ENHVER karakter. Et åbent forum hvor især nybegyndere kan starte og blive guidet med mindre konkrete specificeret emner.
URL: http://forum.speakerbuilder.dk/forum_posts.asp?TID=2004
Printed Date: 20 Apr 2024 at 17:20
Software Version: Web Wiz Forums 9.56a - http://www.webwizforums.com


Topic: Kamfilter effekt på 3" fuldtone enhed
Posted By: Enthusiast
Subject: Kamfilter effekt på 3" fuldtone enhed
Date Posted: 02 Sep 2019 at 08:39
Jeg har bygget mig et par små 3" fuldtone højttalere for nylig. Fik sat lyd på her i weekenden, men der er noget mærkeligt ved systemet.

Jeg oplever en tydelig og meget markant kamfilter-effekt (lobing) i lyttepositionen.
Lyden er diffus og jeg mangler pludselig store dele af mellemtone og diskant, når jeg sidder midt for højttalerne. Det lyder som om, lyden kommer fra siden - og ikke foran, hvor højttalerne står placeret. Rykker jeg lidt til den ene eller den anden side, bliver lydbilledet mere jævnt og lydbilledet rykker ind mellem højttalerne. Ligeledes er lyden meget ujævn, når jeg bevæger mig rundt i stuen.

Jeg har forsøgt at måle på højttalerne, men de måler umiddelbart ens.
Jeg kiggede på minimums-fase forløbet i målingerne, som også umiddelbart så ens ud. Jeg skulle måske have set på total-fasen?

Hvis jeg rykker den ene højttaler 15-20 cm. tættere på mig, end den anden, afhjælpes problemet til en vis grad. Så det tyder på, at der er tale om en faseforskydning mellem de to signaler (højttalere), der skaber en kamfilter-effekt. 

Så mit spørgsmål går egentlig på, om der kan være så store forskelle på to umiddelbart ens højttalerenheders faseforløb, at det skaber hørbare kamfilter effekter?



Replies:
Posted By: USXX
Date Posted: 02 Sep 2019 at 10:11
Har du tjekket, at de (dvs. højre og venstre) er ens polariseret - uanset hvad terminalerne påstår?

Står den ene (eller begge) meget tæt på en sidevæg?

Har du et par billeder af højttaleren?


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 02 Sep 2019 at 10:52
Det høres tydeligt (på bassen især) at de to enheder er ens polariseret. Jeg har prøvet at fasevende en af højttalerne. Bassen påvirkes markant (forsvinder). Resten er lige så diffust.

Højttalerne står i samme position i mit rum, som jeg har haft mine andre højttalere stående.
Jeg har haft dem rykket lidt rundt, men uden at det ændrer nævneværdigt på resultatet.

Pt. har jeg ingen billeder.
Der er tale om en lille mass-loaded TL konstruktion (35x11x25 cm HxBxD), hvor både enhed og TL munding vender fremad.
Der er kun små 25 cm mellem enhedens og mundingens center, så de to lydkilder påvirker klart hinanden.
Men jeg har også prøvet at lukke TL mundingerne fuldstændig til, så kun enhederne spiller. Det ændrer ikke noget på det diffuse stereo lydbillede.


Posted By: Jesper_K
Date Posted: 02 Sep 2019 at 20:38
Hej,

Jeg har hverken svar, løsning eller andet til dit spørgsmål.. -men det som du beskriver, lyder som dét, stort set alle mine setups har lidt af igennem de sidste 30 år Angry færdige højttalere som DIY.
Jeg har forsøgt alverdens (mere eller mindre kunstfærdige) akustiske behandlinger af rummene som jeg har spillet i. 
De seneste 5-7 år på mine DIY højttalere har været med DSP, uden at være kommet problemet fuldstændigt til livs Thumbs DownUnhappy 
Kort og godt, jeg ved ikke helt hvor problemets kerne ligger! men det er min opfattelse at det skal findes i ~100 hz området?!
Hvis nogen ligger inde med nogle guldkorn hører gene om det Smile

Nedenstående billeder er målinger af mine stue højttalere (Franco Serblin Ktêma), målt fra lytte position. Hhv højre, venstre og begge:







Jeg skal se om jeg kan få lavet nogle billeder af målinger fra mine DIY og uploade..

Mvh Jesper


Posted By: USXX
Date Posted: 03 Sep 2019 at 07:51
Nu er det vel ikke sådan, at du har fået fat i to enheder med forskellig impedans (fx en 4 ohm og en 8 ohm)?

Har du målinger, der viser kamfiltereffekten? Er det kantdiffraktioner, du oplever (hvad siger simulering)? Og hvad med TL-resonanserne opadtil?




Posted By: Enthusiast
Date Posted: 03 Sep 2019 at 12:08
Impedansforløbene på de to højttalere (i TL kabinettet) er nærmest identisk.
Eneste forske er, at det ene kabinet åbenbart er lidt mere dæmpet end det andet (ses mest på toppen af den nederste impedanspukkel, som er lidt lavere).
Så det burde være 8-Ohms (nominel) enheder begge to.

Jeg har ikke foretaget målinger i lyttepositionen.
Jeg har udmålt de to højttalere enkeltvis, hvor jeg ikke kan se nævneværdige forskelle.

TL resonanserne slår ikke igennem på enhedens nærfeltsmåling. Fra selve mundingen ligger alt over 400Hz mere end 20dB under enhedens niveau (i simulering). En måling viser, at det er 30dB nede.
Jeg har også prøvet at lukke mundingen til for at eliminere den mulighed.

En kantdiffraktionssimulering siger at enheden, grundet størrelsen ruller kraftigt af over 7kHz allerede ved 15-20 grader off-axis.
Det kan være en mulig forklaring. Jeg havde nemlig stillet op med meget lidt toe-in, så jeg har nok lyttet 15-20 grader off-axis.

Det kunne forklare, hvorfor man oplever store forskelle ved at rykke til en af siderne. Så får man pludselig lyden mere on-axis fra den ene højttaler.
Men det forklarer ikke rigtig, hvorfor det hjælper at rykke den ene højttaler tættere på lyttepositionen.

Jeg må lige prøve at lytte lidt mere med fuld toe-in på begge højttalere.


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 03 Sep 2019 at 19:47
Umiddelbart kan jeg ikke se noget mærkværdigt ved dine målekurver, Jesper.
Men derfor kan der selvfølgelig godt være noget rumbetinget ballade.

Jeg er efterhånden ved at være overbevist om, at det i mit tilfælde ikke er rumbetinget. Men jeg kan simpelthen ikke forklare det.

Der er en unaturlig rumklang. Som om musikken er blevet optaget i et stort lokale med lang efterklangstid. Det forbedres, når jeg lytter med forskellige afstande til de to højttalere. Blot ved at rykke mit hoved 20-30 cm. til en af siderne ift. sweet spot, ændres den opfattede lyd dramatisk.
Det har jeg ikke oplevet med nogen anden højttaler i samme opstilling og samme lytteposition.

I mit hoved giver den opførsel kun mening, hvis der er en faseforskydning mellem responsen fra de to højttalere. Nok til at skabe en kamfilter-effekt.

Jeg har prøvet at lytte 100% on-axis med kraftig toe-in. Det bliver umiddelbart lidt bedre, men den unaturlige rumklang forsvinder ikke og jeg oplever stadig store forskelle i den opfattede lyd, hvis jeg rykker bare lidt til siden ift. centerposition.

Måske er jeg bare ved at blive vanvittig Confused

Jeg har i hvert fald bestilt to nye enheder. Så må jeg se, om det afhjælper problemet. 
Heldigvis er der ikke tale om dyre enheder.


Posted By: USXX
Date Posted: 03 Sep 2019 at 19:57
Har du prøvet kun at lytte på én højttaler og/eller i mono?


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 03 Sep 2019 at 19:59
Ja, det har jeg også prøvet. 
Hver for sig lyder de to højttalere fint. Men sammen opstår der et mærkeligt interferensmønster.


Posted By: Mik112
Date Posted: 03 Sep 2019 at 22:10
Forudsat enhederne ab fabrik er  fase-mærket korrekt og har samme impedans, er mit bedste bud en defekt enhed, men hvilken af de 2? 


Posted By: Jesper_K
Date Posted: 04 Sep 2019 at 06:45
Hvis enhederne lyder og måler okay, så tror jeg ikke det kommer til at have nogen effekt at skifte dem.

Mine stue højttalere har været skiftet adskillige gange uden effekt. Mine DIY højttalere har fået skiftet bassystemet fuldstændigt og fået skiftet mellemtonen til en helt anden type - uden effekt.

Efter mine bedste overbevisning ligger problemet i noget 'akustik', dog uden helt at kunne udpege hvad Ouch


Posted By: USXX
Date Posted: 04 Sep 2019 at 07:57
Hvis de større (eller ander) højttalere ikke giver samme karakteristiske problem i den position i rummet, så er det ikke rumakustikken, der er årsagen her (det vil typisk også være andre problemer, man vil opleve) - men helt udelukke det skal man selvfølgelig ikke.

Flytter problemet med, hvis du bytter rundt på højttalerne?


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 04 Sep 2019 at 21:40
Jeg skal ikke kunne sige med sikkerhed, at en udskiftning af enhederne kommer til at løse problemet.
Men jeg har efterhånden prøvet mange ting og jeg har som nævnt aldrig oplevet disse problemer før med nogle af mine tidligere opstillinger (i samme rum).

Selve højttalerenheden koster som nævnt ikke nogen større formue, så jeg har valgt at acceptere den ekstra udskrift for at få udelukket den mulighed - eller bekræftet min mistanke.

Jeg har ikke kunnet isolere "problemet" til en af højttalerne. Jeg kan ikke sige, om det er den ene eller den anden, der spiller rigtigt eller forkert. Men jeg har forsøgt at bytte rundt på højttalerne - uden at det ændrede noget ved problemstillingen.


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 09 Sep 2019 at 20:08
Så kom der nye enheder med posten i dag.

Har lige monteret dem i kabinetterne hurtigt her til aften.

Selv uden nogen form for tilspilning af enhederne er man ikke i tvivl.
Lydbilledet er rykket ind mellem højttalerne. Jeg oplever ingen kamfiltereffekt med de nye enheder.

Hvad der har været galt med en eller begge gamle enheder må forblive et mysterie. Jeg er bare glad for, at problemet er løst.


Posted By: USXX
Date Posted: 09 Sep 2019 at 21:48
Interessant! Jeg undersøger/gemmemmåler gerne de gamle enheder for dig ved lejlighed. Det kunne være sjovt, om man kunne finde forklaringen.


Posted By: Jesper_K
Date Posted: 10 Sep 2019 at 06:32
Fedt at nye enheder kunne løse problemet! Thumbs Up


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 10 Sep 2019 at 08:59
Ja, det var rart at få løst problemet, så jeg kan komme videre med udmåling og simulering af baffel-step korrektionsfilter.
Umiddelbart lyder højttalerne fint, omend til den meget lyse side. Det skal nok blive godt.

@USXX: Du skal være velkommen til at undersøge dem, hvis det har interesse. Jeg kan evt. tage dem med til et træf en gang, så du kan få dem.


Posted By: Enthusiast
Date Posted: 18 Sep 2019 at 20:51
Nå, jeg må heller krybe til korset her.

Det viser sig, at der ikke har været noget galt med mine enheder alligevel Embarrassed 

Efter at have rodet lidt med filter på de nye enheder, prøvede jeg for sjov at sætte de gamle enheder tilbage i kabinetterne.

Der gik det op for mig, at jeg formentlig indledningsvis har fasevendt den ene højttaler med kablet inde i kabinettet.

Det viser sig, at bassen fra stereo-opsætningen er mest markant, når enhederne spiller i modfase. Det snød mig i første omgang til at tro, at enhederne spillede i fase, når bassen lød kraftigst.
Samtidig havde højttalerne et voldsomt hæv i 2-3 kHz området grundet kant-diffraktion. Det var formentlig det, der snød mig med den mærkelige "rumklang".

Da jeg satte de nye enheder i har jeg åbenbart fået vendt kablet korrekt og derfor lød de mere rigtigt.

Begynderfejl, men ikke desto mindre lykkedes det mig at klokke rundt i det Angry


Posted By: USXX
Date Posted: 18 Sep 2019 at 21:13
Godt så, det lyder også som det mest sandsynlige. Fint at det blev opklaret Smile



Print Page | Close Window

Bulletin Board Software by Web Wiz Forums® version 9.56a - http://www.webwizforums.com
Copyright ©2001-2009 Web Wiz - http://www.webwizguide.com