Ægte resonanser og skævvredne kurver

Måske kan nogle af jer regne ud, hvor jeg vil hen. Det er almindeligt kendt (erfaret), at man tilsyneladende ender med en lidt lavere tuningsfrekvens end beregnet. Det har vi før diskuteret i et par forskellige tråde herinde, og jeg har belyst nogle fejlkilder, men det er ikke helt fyldestgørende. Man skal naturligvis kende eller med rimelighed kunne estimere det akustiske volumen, som skal bruges ved portberegning. Her er udgangspunktet det luftvolumen, man har tilbage, når afstivning og andet er trukket fra - luften i porten tæller heller ikke med i kabinetvolumen. Dertil kommer så den akustiske volumenforøgelse, som det porøse dæmpemateriale bibringer. Det kan sagtens være 10% oveni, så hvis man ikke har taget højde for det, er det klart, at man ender med en lavere tuningsfrekvens. Noget andet, der er afgørende for overensstemmelse mellem teori og virkelighed, er endekorrektionen, der anvendes ved portberegning. Selv med korrekt endekorrektion for en given portgeometri (koniske porte og flares kan byde på udfordringer ved beregning), kan porten komme til at virke for lang, hvis den fx sidder tæt op ad en kabinetvæg. Det vil også resultere i en lavere tuningsfrekvens. Endelig er der det frekvensafhængige tab i dæmpematerialet, som vil skævvride de målte kurver en (lille) smule - det kan vi vende tilbage til, men det er ikke det mest væsentlige at lægge vægt på her. Desuden vil utilsigtede utætheder i kabinettet (foruden porten) spille ind en eller anden grad, og der skal såmænd ikke så meget til, før det kan forstyrre resultatet (dog vil en meget lavfrekvent sivning være ganske ubetydelig, men det er lækagen ved en evt. phase-plug i enheden ikke nødvendigvis). Det, jeg vil frem til her, er, at selv når vi har taget højde for alt dette, så kan vi godt ende med at måle en lavere tuningsfrekvens end forventet - eller det kan man i hvert fald godt komme til at tro/konkludere.

Jeg har tudet folk ørerne fulde af, at tuningsfrekvensen ikke er (helt) sammenfaldende med den frekvens, hvor der er impedansminimum mellem de to pukler, der opstår ved det portede system, men at tuningsfrekvensen derimod findes, hvor der er størst udfasning på enhedens nærfeltsrespons. Det er også fuldstændig korrekt, men det gælder jo kun, hvis det rent faktisk er det, man måler, og det er ikke nødvendigvis givet, selv om målingen (også for den trænede) kan se helt rigtig ud, og man derfor ikke aner uråd.

Fortsættelse følger...

En anden sikker og meget brugbar betode til at bestemme den faktiske tuningsfrekvens er at betragte membranudsvinget. Visuel detektion er fuldt tilstrækkeligt, så man behøver ikke en laser. Til gengæld skal man bruge en tone generator med mulighed for finjustering af frekvensen samt en pålidelig frekvenstæller (det findes i mange multimetre, og de fleste gode tonegeneratorer har det indbygget). Man skal have tilstrækkeligt med udsving, og så gælder det ellers om at finde den frekvens, hvor udsvinget er minimalt (se grafen herunder).