...eller Hvor kommer frekvensgangene fra.

Indimellem tales der lidt om Laplace (det komplekse s-plan) herinde, og i den forbindelse fik jeg lige lyst til at vise et eksempel på et af de landskaber, hvor man høster frekvensgange. En overføringsfunktion benævnes fx H(s), hvor s er det komplekse tal fra Laplace, s=sigma+j*omega (j er det komplekse tal, j^2 = -1). Når vi regner på overføringsfunktioner, sætter vi altid sigma=0 og kigger kun på frekvensaksen (omega er vinkelfrekvensen, omega = 2*pi*f), men der sker en masse for andre værdier af sigma, som er med til at give forståelsen for overføringsfunktionens udseende. I eksemplet herunder er plottet størrelsen af overføringsfunktionen for et normeret 2. ordens højpasfilter med Q=1 (hvorfor der er et lille oversving). Det, at filteret er normeret, vil blot sige, at dets naturlige vinkelfrekvens (eller delefrekvensen om man vil) er sat til 1. Da det er en 2. ordens funktion, er der to poler og to nulpunkter. Polerne er spidserne/bjergene (de er kompleks-konjugerede og har sigma<0), og nulpunkterne er sammenfaldende og ligger i nul (dvs. i bunden af dalen). Overføringsfunktionen, som er tegnet op med rødt for positive værdier af omega, ligger i snittet ved sigma=0. Det er størrelsen og ikke niveauet for funktionen, der er vist. Derfor er værdien 0 (nul) for omega=0. Omregnet til [dB] ville den gå mod minus uendelig for omega gående mod 0.

Jeg forestiller mig, at vores virkelighed er lidt ligesom en frekvensgang - en del af noget meget større (og mere komplekst).