Rokys 3-vejs Retro-aktive højttaler

Træfiner - I et roligt udtryk.

1) Jeg tegnede op hvor præcis jeg ville skære i mit kabinet. Dvs 4 streger.

2) To træstykker monteret pÃ¥ hver side af kabinettet, lidt ovenfor stregen (pÃ¥ den side af kabinettet som bare skulle skæres fra). Jo flere skruetvinger jo bedre. Derefter er det ellers bare igang med en fukssvans. Det tog pænt lang tid at skære gennem mit kabinet. Det hjælper nok med en ny skarp savklinge  SÃ¥ ender man ud med et kabinet med en skrÃ¥ front, som er forholdsvist grov i det. Det er meningen. 

3) Det sidste trin er at man monterer to stykker træ pÃ¥ hver side af kabinettet. De skal selvfølgelig være lige. Denne gang PRÆCIST pÃ¥ stregen. Med fordel kan man bruge det samme stykke træ som i 2) bare den modsatte side. Oven pÃ¥ dette stykke træ, monterer man nu et nyt stykke træ. Dette stykke skal være sÃ¥ højt at det gÃ¥r fri af kabinettet. Jeg benyttede smÃ¥ stiftesøm til at slÃ¥ i MDF'en og  brættet sÃ¥ det var lige til at tage af. Med fordel kan man vende arbejdsgangen om. SÃ¥ man først monterer de to stykker træ til hinanden og derefter monterer det til kabinettet. 

Nu har man sÃ¥ en plan flade, som overfræseren kan køre over og fræse det resterende materiale af med. Forinden dette, havde jeg lavet et rig som kunne glide parallelt med de to stykker træ pÃ¥ hver side af kabinettet. Det er reelt bare stumper af træ fra storskrald og overskud jeg har benyttet. Og rigget kan kan jo genbruges. Overfræseren placerer man sÃ¥ ovenpÃ¥ hele herligheden. Og sÃ¥ er det ellers om at fjerne materiale. Denne proces tager ikke lang tid. Men det er klart. Jo tættere man har lavet snittet i nr 1) jo hurtigere gÃ¥r det. I denne proces er det ogsÃ¥ vigtigt at man fÃ¥r spændt træet sikkert fast! 

Det var svært at holde det hele selv under monteringen. Men de tværgÃ¥ende stykker træ ovenpÃ¥ kabinettet, hjalp meget: 

Som man kan se pÃ¥ nedenstÃ¥ende billede, ligger træstykket fuldstændig præcist ud for stregen. Jeg krydsede fingre for at jeg ikke havde optegnet forkert  Overfræseren køres her ned helt til kanten af træstykket. Dvs til stregen. 

Overfræser, rig og så ellers derudaf. Slow and steady wins the race:

Og det endelige resultat. Fuldstændig perfekt. Det blev sÃ¥ præcist, at birkekrydsfineren, som skulle være frontbaffel pÃ¥ baskabinettet, nærmest blev suget fast 

 

Men der skal heller ikke meget til før man laver en fejl. Som pÃ¥ nedenstÃ¥ende. SÃ¥ man skal især være varsom omkring kanterne. PÃ¥ billedet ser overfladen ikke helt jævn og glat ud. Det var den i virkeligheden. Der var ikke behov for nogen form for efterbehandling! 

Det endte med at "teak" var den udgave jeg synes bedst om, sÃ¥ det endte med at det var den jeg gik med. Bemærk at farven snyder vildt meget! : 

SÃ¥ kunne jeg i ro og mag gÃ¥ i gang med at finére. Igen er dette en lidt nervepirrende proces. Der er ikke plads til at lave fejl undervejs. Finéren er godt nok ud af et bredt stykke, men jeg har selv vurderet hvilke der ville passe sammen. SÃ¥ det var lidt en puslespil at regne ud. 

Ligesom i forrige projekt, blev fineren lagt pÃ¥ via trælim, tørre, strygejern-metoden. Denne gang har jeg forkortet tørretiden MARKANT ved hjælp af en fornuftig varmeblæser. Man skal sÃ¥ liiige passe pÃ¥ ikke at give limen for meget sÃ¥ den bobler op. Den skal bare klare op. Jeg gik med livrem og seler og pÃ¥førte to lag lim pÃ¥ hver flade. Jeg har brugt en skumrulle til at glatte limen ud med: 

Varmepistol (bemærk at jeg har fikseret fineren med malertape. Det er for at sørge for at det bliver hvor det skal og at det ikke krøller for meget):

Efter min erfaring er det tid til at lime, nÃ¥r limen akkurat er klaret op. Her er den stadigvæk let klisterende. Og den har et hug lig kontaktlim. SÃ¥ det er en god idé at lægge træstykker mellem finér og kabinet, sÃ¥ den kan justeres lidt. Men især for at sørge for at fineren bliver strukket helt ud og ligger glat mod kabinettet. Jeg startede fra den ene side og arbejder mig nedad. Fra midten og ud: 

Det er en svær balance hvor meget varme der skal til. Får det for meget risikerer man at der slipper lim igennem. For lidt er ligeså slemt, for så binder fineren ikke ordenligt. Det gode ved denne metode er dog at man har mulighed for at efterlime fineren. Dvs. man kan godt slippe afsted med at gen-stryge dele af fineren. Det er i hvert fald min erfaring. Jeg har ikke eksperimenteret særlig meget med det.

Fineren krøller nærmest lidt omkring kanterne nÃ¥r den bliver varmet godt igennem. SÃ¥ sidder den i hvert fald fast 

PÃ¥ billedet har fineren ikke fÃ¥et bejdse - Igen sÃ¥ snyder billedet. 

Jeg kan læse mig til at der er nogen som skærer kanterne til med hobbykniv. Jeg har mest bare brugt et skarpt kopijern og sÃ¥ fræset overlappet af. Jeg har ikke haft problemer med at fineren splintrer. Men der er forskel pÃ¥ om man skærer pÃ¥ langs eller tværs af Ã¥rerne og hvilken retning. Derudover skal man ogsÃ¥ passe pÃ¥ trykmærker, der hvor kuglelejet pÃ¥ fræsejernet møder fineren. Dernæst har jeg slebet kanterne helt fine med sandpapir. Denne del tager længere tid end man skulle tro - Da man bÃ¥de skal passe pÃ¥ at fineren ikke flækker og samtidig skal sørge for at fÃ¥ fjernet alle smÃ¥ limrester. Her er resultat i bunden af kabinettet. Det er nærmest en usynlig samling. Jeg var og er godt oppe og køre over at det kunne lykkes sÃ¥ godt: